Så er jeg igen hjemme på klippeøen, hvor jeg blot må konstatere, at foråret endnu ikke rigtig har bidt sig fast. Dog smelter sneen nu i stride strømme på grund af regnvejret og luften er dejlig mild. Nu mangler vi bare lidt sol til at sætte kulør på det hele.
Når jeg kikker på min egen New Zealandske hør får jeg lidt dårlig samvittighed over at have bragt denne fine plante til Danmark (fra England). Jeg kan jo se den ikke rigtig trives i øjeblikket – for nu at sige det pænt. Spørgsmålet er om den i det hele taget overlever.
Det håber jeg selvfølgelig, ligesom jeg håber, der kommer tilstrækkeligt med tilmeldinger til New Zealand rejsen, så den bliver gennemført tiul november.
Jeg fik trods alt kun set haverne, ikke nogen af de seværdigheder som de fleste bare MÅ opleve, når de kommer til New Zealand. De er lang ind i programmet til november, men dem havde jeg desværre ikke tid til at se i denne omgang.
Morgenen startede med et besøg i Dunedin botaniske have, der lå lige ved siden af hotellet. her blev jeg vist rundt i næsten 2 timer af Barbera, der står for udviklingen af de forskellige områder i parken. Lige nu var de i fuld gang med at anlægge en middelhavshave.
Dunedin er en af New Zealands sydligste byer, og de får da også både sne og frost om vinteren, selv om den aldrig bliver slem. Men efteråret er så småt ved at vise sig hernede. Bl.a. kan det ses på hjertetræerne, der er ved at få gule blade.
Kinesisk Have
Midt i byen ligger også en kinesisk have. Den er ikke med i programmet, men jeg gik alligevel ind for at se hvordan den så ud. Det bliver nok aldrig en havetype jeg kommer til at falde for, men det er alligevel imponerende at se deres bygningskunst og der var også en sød kinesisk pige, der lavede en glimrende te.
Pilehaven
The willow garden ligger på vej til lufthhavnen, så der var jeg inde og hilse på Fran, der viste rundt i hendes private paradis. En ganske stor have, som hun passer helt selv med lidt hjælp fra manden til det grove og to hunde, der villigt pløjer alle bedene op hvis de får lov.
Fran tager imod ved havelågen. Det var dejligt at besøge en privat have ovenpå alle de hel- og halvoffentlige anlæg. Kaffe fik jeg også.
Det er en meget varieret have med både vilde og mere friserede og blomstrende områder.
Sidste levende indslag er fra Christchurch, hvor klokkerne ringede solen ned. Og hermed kommer der ikke flere billeder fra New Zealand, for i morgen går turen tilbage til Bornholm.
Her ser du overgartneren fortælle om hvorfor Pseudopanax’en har smalle stikkende blade, mens den er ung og mere runde blade som fuldvoksen. (Det er fordi den nu uddøde – og meget store- fugl Moa’en ikke skulle spise træet inden det fik en chance for at vokse op).
Dagens sidste punkt var besøg i naturreservatet for den guløjede pingvin. Det var der ikke meget havebesøg over (og dog lærte jeg lidt nyt om den New Zealandske hør), men der skal også være tid til andet end haver. Og det var en stor oplevelse at se de små fyre i deres naturlige element, som overraskende nok (for mig i hvert fald) var en skov! Men de er altså en tur i havet hver dag!
For enden af halvøen var dette skilt. Hertil og ikke længere. (et naturreservat for albatrosser) Det gælder desværre også for mig. Fra nu af går turen hjemover. Først med et stop i Christchurch - igen, og siden direkte mod Bornholm.
I dag gik turen til Dunedin, men da det først var hen på eftermiddagen, var der godt til til at se den botaniske have i Christchurch. Dvs, "god tid og god tid". Hvis jeg skulle have nærstuderet alle planterne, kunne jeg godt være blevet et par dage ekstra, men jeg fik dog et fint overblik over haven og taget en masse billeder af planter og blomster, så jeg kan kikke nærmere på dem, når jeg er hjemme igen.
Selv om det blev en varm dag, er der alligevel tegn på at efteråret er på vej til Christchurch.
Midt i haven er rosenhaven, der stadig står flot foran det store drivhus.
Sejllads på floden Avon. Så kan det næsten ikke blive mere britisk.
Folk nød søndagen i fulde drag oven på den våde lørdag.
En maler slår både streger og sig selv løs på plænen foran museet.
Selv laksen bliver serveret med blomster.
Turen til Dunedin gik glat, og der blev der lige tid til en tur ind til den ottekantede plads i centrum, mens mørket lagde sig over byen. (Flot lys på den gamle bygninger, men desværre lå kameraet på hotellet). Snakkede med Birgitte hjemme i Dk, der lige var stået op, nu hvor dagen er ved at være gået her. Mærkeligt at tænke på.
Dagen blev brugt på der stort anlagte Ellerslie International Flowershow i Hagley Park. Det er som andre store flowershows anlagt med mange flotte og spændende temahaver foruden et utal af blomsterarrangementer, salgssteder og boder, der sælger alt til haven hørende og ikke-hørende. Samtidig med en masse underholdning for hele familien.
Min tid blev nu mest brugt på de 16 temahaver samt nogle af de ekstra haver fra arkitektstuderende. En ekstra bonushave var Maori-haven, hvor nogle lokale maori-folk (polynesiske ”indfødte”) havde lavet en have, der fortalte om deres kultur, og hvordan de opfatter Hele New Zealand som én stor have.
En af temahaverne var en "børnehave" holdt i glade farver og med masser af aktiviteter for børnene.
Der var masser af optræden på hele udstillingsområdet, bl.a. denne levende blomst.
I skulpturhaven fandt jeg denne meget levedende gorilla flot udført i gammel skrot.
Blandt de mere kreative indslag var dette klatrestativ med indbygget jordbærbed, der nok kan få børnene til at bevæge sig - helt uopfordret.
Efter flowershowet var det tid til at skifte hotel, så jeg kom til at bo på det hotel vi efter planen skal være på til november. Det var desværre fyldt op i går, da jeg ankom til Christchurch. "The Chateau in the Park " er et stort hotel, der meget passende ligger i udkanten af den store Hagley Park, hvor udstillingen og den botaniske have ligger. der er også en fin lille have der hører til hotellet.
I dag gik turen til Christchurch. Og det viste sig at være dagen, hvor efteråret meldte sit ankomst på disse kanter.
Inden da nåede jeg en morgentur i parken og langs havnepromenaden i New Plymouth. Det var helt trist at skulle afsted fra byen.
I Christchurch blev jeg hentet af Michael Merrylees, der i silende regn kørte mig ud til Brooadfields New Zealand Landscape Garden. Her blev vi vist rundt af den energiske haveejer. Der sammen med et par andre mænd på skift passer den godt 4 hektar store have ved sammenlagt 40 timers arbejde om ugen. Godt gået for så stor og veltrimmet et haveanlæg.
Resten af dagen var "fri leg" som jeg i anledning af vejret benyttede mig af at gå i den lokale boghandel som var særdeles veludstyret med mange gode bøger, læsestole og det hele. Jeg har allerede købt en stor og tung plantebog hernede og vil ikke slæbe på flere. Men jeg fik noteret mig et par titler jeg kan bestille over nettet, når jeg kommer hjem.
Og så var der også et stort flot museeum, der igen viste sig at indeholde et slag herbarie. Denne gang med planter fra L.A. SAMT en enkelt akvarel af blomster fra Italien. Så jeg holder mig lidt emnet.
Dagens første stop var i byens park, Pukekua Park, som nærmest er en tæmmet jungle med store træbregner, der danner karakteristiske profiler i det grønne landskab. Jeg fik en guidet tur i parken af overgartner Chris Connolly og en af drivhusgartnerne viste mig rundt i deres drivhuse, der er gravet ind i bjerget, så det har en passende kølighed året rundt.
Herefter fik jeg lov til at gå alene ned på den nye havnepromenade og bl.a. se Govett-Brewster Art Gallery, så det ikke blev haver det hele, som den lokale turistchef sagde. Her var dog en fantastisk sjov udstilling af en mand, der havde lavet et herbarier over plastikplanter han havde fundet rundt omkring i verden. Meget videnskabeligt stillet op og med snørklet håndskrift, som var han en af Linnés disciple. Så det kom alligevel til at handle om planter.
Efter frokosten fik vi overtalt Andrew til også at køre mig forbi Tupare-haven selv om den egentlig ikke var med på programmet. En fantastisk flot og veltrimmet have i bedste engelske havestil. En tidligere privat have, der nu er overtaget og bliver passet af "regionskommunen."
På vej til dagens sidste have gjorde vi lige en afstikker til ”Frodo-skoven” med Dawson vandfaldet. Hele dagen truede det med regn afbrudt af perioder med højt sol. Men det lykkedes aldrig at se toppen af Mount Egmont / Taranaki. Der blev ved med at hænge en sky over toppen hlel dagen.
Vi sluttede af i den tidlige private, nu offentlige: Hollards Haver.
En stor, lidt vildvoksende parkhave, hvor overgartner Greg blev ved med at sige: I skal komme her i foråret, I skal komme her i foråret. Så er her fyldt af blomstrende rododendron, primulaer osv. Helt fantastisk. Jeg kan næsten ikke vente.
